Hvordan går det egentlig med angsten?

skaermbillede-2017-07-10-kl-11-45-44

Det slog mig forleden dag, hvor lidt min angst-lidelse egentlig efterhånden fylder herinde. I forhold til at hver andet indlæg engang handlede om terapi, tips til håndtering af angst, fortællinger om min angst-historie osv. så er temaet nu forsvindende lille herinde. Men jeg vil alligevel lige give en update på mig og angsten, til jer som går og bekymre jer – eller bare savner noget lidt mere personligt indhold.

Jeg har det faktisk rigtig godt. Jeg får stadig lidt ondt i maven hvis jeg skal ud og møde nye mennesker, eller hvis jeg skal præsterer noget – som f.eks. til en jobsamtale. Men angsten er ligesom ikke længere en del af min identitet – jeg tror også at det er derfor at emnet ikke fylder så meget herinde længere. Jeg ser ikke mig selv som ‘hende den angste’ – jeg ser mere mig selv som ‘Alberte, som tilfældigvis får elefanter i maven, i stedet for små sommerfugle.’ Hvis det giver mening for jer. 😉
Jeg har lært at leve med angsten som en følgesvend, men jeg har også lært at forstå min angst og det har i den grad også hjulpet mig at lære min krop at kende. Jeg har fundet ud af at min angst er slemmest når jeg er træt – og derfor skal jeg ikke lave sociale aktiviteter når jeg er flad for energi.

Nu bliver det lidt mere personligt, men jeg har også lært at min angst er værre i de perioder hvor jeg har problemer med ‘irritabel tyktarm’ – irritabel tyktarm er en lidelse som skaber problemer med tarmfloraen (eventuelt google det) og fordi at tarmfloraen og nervesystemet er tæt forbundet, så bliver jeg altid ekstra angst, når der er uorden i dette.
At jeg har lært min krops signaler at kende, har gjort en stor forskel for mig.

Derudover er jeg også bare blevet lidt mere overbærende overfor mig selv. Jeg tillader mig selv at være fejlfuld – også i sociale sammenhænge. Engang kunne jeg gå i flere dage og være sur på mig selv, hvis jeg havde sagt noget som lød åndssvagt eller mærkeligt – og når man føler at det er så nemt at gøre alt muligt forkert og at det er kriminelt at begå en fejl, så er det jo klart at man bliver angst – for det kan ikke undgåes.

Men jeg har altså sluttet lidt fred med angsten.
I hvertfald i denne periode af mit liv. Føler jeg.
Måske bliver det en kort periode, måske bliver det en lang periode. Men ligenu nyder jeg det i hvert fald i fulde drag!

xx Alberte

bloglovin follow1

alberte whitta fashion blog

Comments: 3

  • Julie 13. juli 201723:48

    Det lyder virkelig dejligt med, at det går godt med angsten, jeg ville i hvert fald ønske jeg selv havde det sådan. Har lidt en nedtursperiode med min angst (ift. rejser), men det gør det dog en smule bedre at høre. at det forhåbentligt bliver bedre. Tror bare, at jeg selv er nået til det punkt, hvor jeg ikke længere ved, hvad jeg skal gøre for at det bliver bedre, uden at jeg skal begynde på medicin. En lille personlig tanke herfra. 🙂
    Forresten er jeg stor fan af bloggen og fast læser!

  • Ida 14. juli 201723:15

    Medicin kan virkelig være det spark, som hjælper en videre. Ellers kan gruppeterapi anbefales.

  • Emilie 15. juli 20179:26

    Årh,hvor er det dog skønt at høre! Det er en befrielse når man begynder at løsrive sig lidt fra angsten som virkelig binder en til at hvad der er trygt. Egentlig ville jeg bare sige, at du er helt vildt sej og jeg syntes det er fedt, at du sætter ord på hvordan du har det og hvor stor en indflydelse angsten har på dit liv, så vi andre kan vide at vi ikke er alene! – det er i hvert fald noget som jeg beundrer dig for;)

Leave a Comment