Sådan kom jeg mig over min ex

Det er blevet 25. December, så lad os begynde dagen med et blogindlæg som er så lidt jule-relateret som det overhovedet kan være.

Kort efter at min ex-kæreste var gået fra mig var jeg i byen og endte med at være sammen med en mere eller mindre tilfældig mand. Jeg endte efterfølgende med at cykle hjem fra manden klokken lort om natten med tårerne væltende ned af kinderne. Jeg har ikke på noget tidspunkt efter bruddet været tættere på at cykle hjem til min ex og bede ham om at tage mig tilbage, som jeg var den nat. Jeg følte mig så ynkelig og skamfuld.

Efter bruddet var jeg i totalt benægtelse omkring mine følelser. Når folk spurgte mig hvordan jeg havde det, så trak jeg på skuldrene, smilede lidt og formulerede noget med:” Fint, men vi var jo heller ikke sammen så længe.”

At tiden på forholdet skulle være dét som er afgørende for om et break-up gør ondt er jo noget vrøvl. Det handler ikke om tiden, men om intensiteten.

Der gik et par måneder før at jeg besluttede mig for at se de hårde sandheder i øjnene. Han kunne ikke lide mig nok og min personlighed tiltrak ham ikke, og derfor skulle det ikke være os to. Det hjalp enormt meget at sige dette til mig selv. Erkende at vi bare ikke var gode sammen. At det “projekt” det er at blive et par var fejlet, og at vi ikke kunne stå distancen, da først nyforelskelsen havde lagt sig. Jeg begyndte at se vores forhold udefra og se at der var flere ting som ikke havde været gode. Vi havde forskellige prioriteter i livet og vi havde forskellige behov i et forhold.

At sætte mig selv fri, og at sætte ham fri, gjorde en stor forskel.

Selvom det er en benhård og modbydelig ting at høre, når man kommer ud af et forhold og har fået sit hjerte revet itu, så tror jeg simpelthen den nemmeste vej til at blive glad igen, er at sige til dig selv:” Han kommer ikke tilbage.”
Det gør latterligt ondt at høre og man græder så meget at man ikke forstår det er muligt. Man får ondt af de stakkels tårerkanaler som er på så massivt hårdt overarbejde, men det er dén erkendelse man skal komme til.

Når det går op for en at man kun er sig selv, så rammer der sig en form for ro, so man kan bruge positivt til at se fremad. Hvad skal der ske nu? Hvem er jeg som single og hvad vil jeg gerne kunne lære inden jeg kommer i mit næste forhold?

Pludseligt begynder man at bemærke en blå himmel eller en nuttet hundehvalp på gaden, og man opdager at man smiler.

Der er korte øjeblikke hvor jeg mærker et savn, men det er ikke et savn til ham. Det er et savn til dét at blive puttet, blive nusset, at falde i søvn sammen og at se serier indtil klokken lort om natten. Men det skal jeg nok finde hos en anden, som også matcher mine værdier, håb og drømme.

xx Alberte

alberte whitta fashion blog

Comments: 4

  • Tina 25. december 201812:02

    Glædelig 1.juledag:-)
    At blive sat fri – du har bare så ret i denne følelse og handling:-)
    Jeg synes du har tacklet det helt fint og jeg kan selv bruge din erfaring i mit liv.
    Og du har ret, der skal nok komme en ny mand til, som vil dig det godt, som elsker dig præcis som du er og hvor du kan mærke, at I lige klikker:-)
    Ønsker dig en god mellemjul og snart så indtag 2019, som dit år!

  • Sofie 25. december 201818:41

    Tak! Bare tak.

Leave a Comment